Klosteret lå i tilknytning til Skt. Bendts kirke (kirken var klosterets nordfløj), men godset lå i det senere Ringsted Landsogn.

Side om side med de kongelig begunstigelser af klosteret fortsattes arbejdet på at udbrede Knud Lavards helgenry. 1146 lod Svend Grathe og Knuds søn Valdemar  - imod ærkebisp Eskilds vilje - liget optage og fremstille i et skrin til beskuelse og helgendyrkelse, og samtidigt reorganiseredes klosteret, idet to kannikker, der havde sat sig imod dyrkelsen af Knud Lavard, fjernedes, og en benediktinermunk fra Odense gjordes til abbed. Efter at være blevet konge besluttede Valdemar at skabe en værdig ramme om faderens helgendyrkelse og påbegyndte i 1160'erne nyopførelsen af klosterkirken, som på denne måde fra første færd prægedes af at være kongeslægtens særlige kirke. Da Knud Lavard ved pave Alexander III's bulle af 8/11 1169 var blevet kanoniseret, kunne hans helgenskrin 25/6 1170 hensættes på højalteret under en storstilet højtidelighed. Her deltog, foruden kongen og rigets stormænd, ærkebiskop Stephan af Uppsala, der på kongens vegne havde forhandlet om kanonisationen i Rom, bisp Helge af Oslo, Absalon samt ærkebiskop Eskil, der foretog selve skrinlæggelsen. I forbindelse med kirkefesten foretoges kroningen af kong Valdemars søn Knud. Såvel kirken som klosteret kaldtes nu ofte Skt. Knuds (klosteret kaldes ca. 1170 "coenobium sanctæ Marie semper virginis et beati Canuti", idet navnet Skt. Bendts Kirke er af senere oprindelse, og Knud hertug eller martyr fik tilnavnet »de Ringstath« el. "Ringstadiensisæ" til forskel fra Knud konge, der havde tilnavnet "Othoniensis".

Kirkens og klosterets ry havde nu nået et højdepunkt, pilgrimme drog til helgengraven i stort tal og også Skt. Knuds Kapel i Haraldsted, der lå under klosteret, øgede dets magt. I 1193 stadfæstede pave Coelestin III dets privilegier og gav det ret til at give dets velgørere gravsted i kirken og til at holde gudstjeneste for lukkede døre og uden klokkeringning under interdikt.

Som Valdemar I havde bestemt det, blev klosterkirken hvilested for ham og hans efterfølgere på den danske kongetrone i det fig. halvandet århundrede; med kun få undtagelser er de danske konger og dronninger til Erik Menved og dronning Ingeborg begravet her, især var det af betydning, at Erik Plovpenning begravedes her, idet kirken derved gjordes til rammen om et forsøg på at få kanoniseret endnu et medlem af kongeslægten (jf. kalkmalerier og gravminder).

Det store kloster, hvis abbeder næppe har stået meget tilbage i rang for Sorøabbederne, forblev efter reformationen under gejstligt styre, men omdannedes efterhånden til et kongelig regnskabslen. 1569 skulle det i forbindelse med Sorø og Antvorskov hvert år udrede 400 dIr. til 4 studenters ophold i udlandet, og i 1580 bestemtes det, at klosteret skulle underholde 12 børn fra byens skole. De sidste gejstlige forstandere, der endnu kaldtes abbeder, var "lærde" mænd (1554-61 Hans Lauridsen, 1571-72 og 1580-83 Iven Bertelsen, der i mellemtiden var forstander for Sorø kloster, og 1583—86 Chr. Machabæus, der blev Sorø skoles første forstander). 1592 udnævntes adelsmanden Lave Beck til lensmand, de sidste munke var da borte, og fra da af var klosteret et len, som ofte var tillagt Sjællands landsdommere, eftersom Sjællands landsting mødtes i Ringsted. Klosteret blev sat i stand, så det kunne være en værdig bolig for lensmand/landsdommer. 

Ringstedkloster
1135-1536	Ringsted kloster var benediktinerkloster.		15??-1537	Jens Mortensen var abbed.
			1537-1540	Næste abbed er Niels Jensen. 1539 forlenes han med klostret for livstid.
1536-1592	Klosteret afvikles, men munkene får lov at blive. Klostret er stadig under gejstligt styre med lærde mænd som forstandere.		1554-1561		Hans Lauridsen er forstander med titel af abbed.
			1561-1571		Frans Andersen skal selv oppebære skat af klostrets tjenere.
			1571-1572		Iven Bertelsen er abbed. Derefter blev han han forstander for Sorø kloster
			1572-1580		Bent Gregersen er næste abbed.
			1580-1584		Iven Bertelsen bliver abbed igen. Denne gang forlenes han med klostret på løn (100 daler) og genant til folkene. Tilrejsende adelsmænd må underholdes én nat. Man skal underholde 12 disciple. Han dør 1583 og enken Else Mule bliver en kort tid siddende på lenet.
			1584-1586		Chr. Machabæus er forstander. Han blev senere Sorø skoles første forstander. Han forlenes med klostret på løn (100 daler) og genant til folkene.
			1587-1592		Dr. Johan Knoppert havde forleningen og abbedtitlen på samme vilkår som forgængerne.
1592-1664	Klosteret bliver et kongeligt len. Det tjente som embedslen for landsdommeren i Sjælland. Før havde Bjæverskov herred været betaling for at varettage landsdommerjobbet.		1592-1605		Lave Beck til Førslev (død 1607) var den første lensmænd (var også landsdommer). Ringsted herrreds indtægter hørte også til lenet, som først var på løn (700 daler), siden på genant.
			1605-1615		Vilhelm Dresselberg til Vindinge (Fyrendal) (død 1620) er lensmand og landsdommer. Han havde lenet på løn.
			1615-1624		Næste lensmand var Axel Urne til Ryegård og Årsmarke (død 1626). Også han var landsdommer.
			1624-1630		Jakob Ulfeldt til Bavelse (død 1631) var lensmand og landsdommer. Han havde lenet på løn.
			1630-1664		Landsdommer Jørgen Seefeldt til Refsnæs i Jylland (død 1662) var lensmand og landsdommer fra 1630. Han er navnlig kendt for det meget betydelige bibliotek på henved 30.000 bind, han samlede på Ringsted kloster, men som svenskekongen Karl Gustaf under svenskekrigen skænkede Corfitz Ulfeldt, der førte det til Havelse og siden til Malmø. Det blev senere konfiskeret af den svenske regering og ført til Stockholm, hvor hovedparten formentlig er gået tabt ved slotsbranden 1697. Han havde lenet på afgift.
1664-1688	Efter svenskekrigene blev Ringsted kloster med ladegården (47 tdr. hartkorn) samt gods 1664 udlagt tii kongelig hofslagter Niels Olufsen for tilgodehavende hos kronen. Også kongelig vognmester Johan Grimborg havde et tilgodehavende, som Niels Olufsen fik kongelig befaling til at godtgøre ham af nævnte gods. Klostrets bygninger fik Niels Olufsen lidt senere overladt for 2000 rdl. mod pligt til at reparere og vedligeholde dem. Ringsted Len, som fik alle indtægter af Ringsted herred, blev til Ringsted Amt. Som 1748 blev lagt sammen med Sorø Amt.
1688-1720	1688 kom Ringsted kloster igen til kronen fra Niels Olufsens arvinger ved skøde fra svigesønnen Laurids Sørensen. I virkeligheden må den allerede noget tidligere være kommet tilbage, for 1685 blev ladegården og bøndergodset af kronen forpagtet til landkommissær Gothart Braem, der fik påbud om at reparere klosterbygningerne imod eftergivelse af restancer. Han fulgtes 1694 som forpagter af kongelig konfessionarius dr. Peder Jespersens svigersøn Edvard Nielsen, der havde den, indtil han 1704 blev borgmester i Svendborg. 1717 blev klosterets jorder udlagt til rytterkobler, og ved ladegården indrettedes rytterstalde.
1720-1724	Allerede 1720 skøder Frederik IV imidlertid Ringsted kloster {hovedgårdstakst med skov ca. 76, bøndergods med skov ca. 953 tdr. hartkorn) med priviligerede sædegårdsrettigheder for 48.621 rdl. kroner til overkrigssekretær og kammerherre, senere  amtmand Christian Carl Gabel (død 1748).
1724-1731	Han skødede tillige m. Kærup klosteret til amtsforvalter Jørgen Langfeldt, der 1728 fradømtes sit embede og måtte gå fra gården på grund af gæld.
1731-1741	Det var krigshospitalskassen, sorn 1731 fik auktionsskøde på godset.
1741-1773	Kassen solgte den til den tidligere forpagter, krigsråd Peter Johansen Neergaard (død 1772).
1773	Hans arvinger skødede den med Kærup og Merløsegård til sønnen, kancelliråd Johan Thomas de Neergaard (adlet 1780, død 1806).
1793-1804	Han skødede 1793 Ringstedkloster og Kærup for 100.000 rdl. til sønnen, Iandvæsenskommissær, senere etatsråd Peter Johansen de Neergaard (død 1835),
1804-1808	Han solgte godserne sin svoger, kancelliråd Jørgen Pedersen Quistgaard (død 1814), i hvis tid de i tidens løb stærkt ombyggede klosterbygninger nedbrændte 1806.  Den nye avlsbygning opførtes noget fra kirken.
1808-1917	Quistgaard solgte 1808 (skøde 1809) Ringstedkloster (hovedgårdstakst med skov ca. 95, bøndergods ca. 381 tdr. hartkorn for 330.000 rdl.) til grosserer Gaspar Peter Bügel (død 1817), der 18/12 1814 (kongelig tilladelse 9/3 1815; oprettet godset til et fideikommisgods til gunst for den førstefødte i hver af de fra hans seks børn udgående linier. Meget komplicerede bestemmelser i erektionsbrevet, bl.a. den at ved evt. salg skulle 1/3 af salgssummen tilfalde Skt. Hans hospital (senere i Københavns kommunes eje) stillet sig i vejen for talrige forsøg i 2. halvdel af 1800-tallet på at få løst de fideikomrnissariske bånd, hvilket endelig gennemførtes 1912, hvorefter fæstegodset bortsolgtes  Avlsbygningerne fra 1806 brændte 1870 og igen 1885. Godsforvalterbolig fra 1908 er opført med F. C. C. Hansen som arkitekt.
1917-	Ringsted kommmune købte hovedgården med jorder. Gården er nu helt udstykket; en del af arealet solgtes til Ny Skt. Jørgensgård og Hagelbjerggård (Benløse sogn). Hovedbygningen benyttes nu som præstebolig.

Ringsted amt
1662-1748	Ringsted amt blev oprettet i 1662 af det tidligere Ringsted Len. Amtet bestod kun af et enkelt herred, nemlig Ringsted. Amtet blev i 1748 lagt sammen med Sorø Amt (1662-1793). Efter reformen af 1793 blev blev området i 1798 en del af det nye større Sorø Amt.		1680-1684	Adam Ehrenreich von Preen (Prehn), (død 1702) var mecklenburger. 1679 blev han pensioneret fra hæren som oberst, og ikke længe efter (1680) blev han udnævnt til amtmand over Ringsted Amt. Han trådte 1684 atter ind i hæren.
			1684-1689	Tage Thot til Vognstrup var amtmand i Holbæk, men tog sig samtidig af Sorø og Ringsted amter.
			1689-1692	Frederik Gabel (død 1708) var 1689 amtmand over Sorø og Ringsted Amter og udnævntes kort efter Frederik IV's regeringstiltrædelse til vicestatholder i Norge.
			1692-1693	Frederik Giese til Giesegård (1625-93) søgte og fik en retrætepost som amtmand i Ringsted, som han bestred til han døde 1693.
			1700-1712	Johan Diderik Grüner (1661-1712) startede som konstitueret 1700, men fortsatte som ansat amtmand over Ringsted Amt.
			1712-1734	Næste amtmand, som også har Sorø Amt, er Jacob Frants von der Osten.